Ny motionist i CK Aarhus
 
Er du helt ny indenfor motionscykling, og er du på vej ud på din første motionstur en søndag formiddag - så er du meget velkommen i CK Aarhus. Gæster er velkomne til at køre med på en søndagstur og der vil altid være rutinerede medlemmer, der kan svare på spørgsmål og vejlede, så udfordringen ikke bliver for stor den første gang.

Er du en rutineret motionist, som er vant til at køre 40-50 km på en god dag, kan du let springe på en søndagstur, da det er meget lettere at cykle langt i et felt sammen med andre, end at cykle langt alene.

Vi anbefaler ikke at nye og urutinerede motionister benytter sig af træningstilbudene tirsdag og torsdag (sommer), da træningen på disse dage ikke tager særligt hensyn til nye medlemmer.

Potentielle medlemmer er velkomne til at køre med motionisterne et par gange inden de melder sig ind i CK Aarhus. Det forventes til gengæld at man melder sig ind og køber klubtøjet, når man har benyttet sig af klubbens træningstilbud op til tre gange.

En anden mulighed for at komme i gang er at tilmelde sig klubbens "Akademi", som er specielt indrettet på at give nye motionster en god introduktion til cykling. Du kan maile til: akademiet@ckaarhus.dk for information vedr. CK Aarhus Akademiet.

Når du kommer første gang som ny motionist, er der nogle få ting, du kan gøre, så du får mest muligt ud af at deltage:

- Hav en drikkedunk med alm. vand med på cyklen
- Hav 1-2 ekstra slanger og en lille pumpe med. Vi hjælper dig gerne med at skifte en punkteret slange, men du skal jo alligevel lære det før eller siden!
- Du skal have cykelhjelm på, og dit cykeltøj skal være hensigtsmæssigt og tilpasset årstiden. Er der udsigt til regn, så hav gerne en let sammenfoldelig regnjakke med i lommen. Klikpedaler og tilsvarende cykelsko er en stor fordel.
- Sørg for at din cykel er køreklar, at gearene virker og at kæden er ren og tilpas (hverken for lidt eller for meget) smurt.
- Det er godt, hvis du har kørt nogle ture på landevejen i forvejen, gerne sammen med andre, og gerne som deltagelse i et motionscykelløb som Aarhus Rundt